I just want to be a Superhero.

De fleste små piger drømmer om at blive prinsesser, balletdansere eller noget andet lyserødt med tilhørende tylskørt. Men ikke jeg. Da jeg var lille, ville jeg være superhelt. I løbet af årene blev jeg dog mere realistisk, og begyndte at overveje hvilke muligheder jeg faktisk havde.

Det første jeg kan huske at jeg overvejede seriøst, var at blive tandlæge. Det var egentlig ikke fordi det var noget jeg drømte om at blive, men fordi jeg fik at vide at der var gode penge i det. Det kom jeg hurtigt væk fra igen. Det næste jeg overvejede, var at blive dyrlæge. Men så snart jeg havde været i praktik på en dyreklinik, vidste jeg med sikkerhed at jeg skulle vælge noget andet. Jeg har altid haft sanger i baghovedet, men jeg har også altid vidst at det er enormt svært at leve af at synge - men hvis jeg kunne, ville jeg gøre det. Da jeg gik i tiende klasse overvejede jeg flere forskellige ting - blandt andet 1)forfatter, 2)sangskriver, 3)designer, 4)lærer - men jeg fandt aldrig noget hvor jeg tænkte; "Det er lige mig!" hvor jeg også følte det var muligt at leve af det. Så jeg sad fast i mine overvejelser.

Da jeg startede på gymnasiet havde jeg stadig ingen anelse om hvad fanden jeg skulle bruge mit liv på. Men en dag fik jeg en idé. Tatovør. Jeg har altid elsket og været sindssygt interesseret i kropskunst, og jeg begyndte hurtigt at tegne stencils til både mig selv og andre, og satte mig godt og grundigt ind i love og hvordan man blev tatovør, på den rigtige måde. Jeg blev spurgt rigtig mange gange hvorfor jeg ikke bare købte en tattoo-gun, og tatoverede folk. Men sådan noget går jeg ikke ind for. Det skal gøres ordentligt. Jeg ville i lære. Men jeg fandt hurtigt ud af at det er nærmest umuligt at finde læreplads som tatovør. I hvert fald i Esbjerg. Og siden de to første år som lærling ikke er lønnede, var det ikke en mulighed for mig at flytte til en anden by, fordi det ville være økonomisk umuligt. Hver gang jeg blev tatoveret, snakkede jeg med tatovøren om læreplads og alt det der, men hun gjorde det meget klart at hun ikke ville have en lærling ind igen, af flere forskellige grunde. Alligevel aftalte vi at jeg skulle komme ind og vise hende mine tegninger en dag, og der fortalte hun mig, at havde hun ikke haft de gigt-problemer hun har, havde hun taget mig ind som lærling på stedet. Ud fra mine tegninger, og sikkert også de timelange seriøse samtaler vi har haft. Men det kom jeg jo ikke tættere på en læreplads af. Jeg troede faktisk at det kunne lade sig gøre, at blive tatovør. Men jeg var efterhånden træt af at blive ved med at lede uden at finde noget, og jeg var træt af mit job som kassedame, så jeg vidste at det var nu jeg var nødt til at vælge noget andet, og hvis jeg stadig er interesseret i at blive tatovør senere i livet, må jeg prøve igen der.

Jeg begyndte at søge efter muligheder alle steder. Det var lige før jeg googlede "Hvilke uddannelser findes der?" så svært havde jeg ved at vælge noget. Og en dag kom det bare ud af det blå. Jeg vidste hvad jeg ville prøve. Jeg var hjemme ved mine forældre, og jeg fortalte dem om mit problem med mine fremtidsplaner. Jeg har altid vidst at jeg ville lave noget kreativt. Hvor der var plads til, at jeg kunne være nyskabende. Jeg sagde det egentlig lidt i sjov. "Jeg kunne jo blive konditor. Så er der både en kok og en konditor i familien" Så snart jeg havde sagt det, vidste jeg hvad jeg skulle gøre. Jeg meldte mig på grundforløbet i Odense, fordi grundforløbet i Esbjerg ikke er et koncentreret bager/konditor-forløb, men et blandet mad til mennesker-forløb - og jeg gik målrettet efter at blive konditor. Jeg var faktisk ved at springe fra igen, da jeg fandt ud af at jeg kun kan afslutte uddannelsen i Ringsted, men jeg blev alligevel. Jo længere jeg kom med uddannelsen, jo mere blev jeg overbevist om at jeg havde valgt rigtigt. Det var lige mig. Og jeg vidste at det er muligt at leve af det - Særligt hvis jeg gør alt hvad jeg overhovedet kan, for at blive så dygtig som muligt. Jeg brænder for det. Jeg har lyst til at bruge resten af mit liv på det. Og jeg kan se masser af muligheder.

Hvad er min drøm nu? At blive konditor. At flytte til London. At blive selvstændig, med min egen café (Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal kalde det) hvor man kan komme og få kaffe (Og te. Det er jo England) og kage, og hvor det er muligt at bestille de mest awesome kager everrr. Det er det jeg vil. Desuden kan jeg jo altid have musikken ved siden af. Oh, og det ville da også være fedt at blive millionær - men det er en helt anden slags drøm.

Til sidst vil jeg lige kort, springe tilbage til min allerførste drøm. For et eller andet sted, er det vel muligt at blive opfattet som en slags superhelt. Måske ikke for hele verden, men for nogen, i hvert fald. Det handler om at gøre en forskel.

"Maija - Konditor/Superhelt"

Cheerio lovelies.